Serbiens forhistorie

Fra mesolitikum har man fundet levn fra bopladser, bl.a. langs Donau ved Jernporten. Særligt lokaliteten Lepenski Vir med velbevarede trapezformede bygninger opført på terrasser samt skulpturer og altre synes at afspejle et komplekst og organiseret samfund. Fra Jernporten stammer Europas ældste kendte T-økser, dvs. økser fremstillet af de midterste del af en hjortetak.

De første bønder i området tilhørte Starčevo-kulturen, ca. 6200-5400 f.v.t., hvis bosættelser især fandtes på løssområder, bl.a. i det nuværende Vojvodina i Nordserbien. Deres husdyr var hovedsagelig kvæg, ofte voksne dyr, hvilket tyder, på at man brugte dem til mælkeproduktion og evt. som trækdyr. Fra Vojvodina kendes også Körös-kulturen (den ungarske gren af Starčevo-kulturen) fra i tidlig- og mellemneolitikum, som i senneolitikum erstattede Tisza-kulturen.

I mellem- og senneolitikum fra ca. 5300-4500 f.v.t. var Serbien centrum for Vinča-kulturen, opkaldt efter en byhøj ved Beograd med en 10 m høj serie af bopladslag. Deres størrelse varierede mellem en halv op til 200 hektar, og de større af disse bopladser anslås at have huset mellem 2000 og 3500 mennesker. Man dyrkede primært hvede af typerne enkorn (Triticum monococcum) og emmer (Triticum dicoccum), men der er også fundet byg og brødhvede samt hør (Linum usitatissimum). Sidstnævnte sandsynligvis mest til olieproduktion, men brug af fibrene er også muligt. Vilde planter og frugter blev også udnyttet.

Fra denne periode ser man også sortglittet keramik på tværs af Balkan-området, begyndende udvinding og forarbejdning af kobber, samt større højt beliggende pladser med husfundamenter bygget oven på jordoverfladen. Udover keramik kender man fra Vinča-kulturen også redskaber af mange forskellige geologiske stenarter, bl.a. i form af stenmortere samt økser, hakker og mejsler til træproduktion. Heril kommer benredskaber foruden våben, ornamenter og lerfiguriner.

Kalkolitisk tid (også kaldt kobberalderen eller ��neolitikum) menes som regel at være begyndt 4500-2500 f.v.t., men forarbejdning og udvinding af kobber i Serbien kendes allerede fra slutningen af 5000-tallet f.v.t., i Vinča-kulturen i minerne Rudna Glava og Majdanpek, dog mest ved produktion af mindre genstande. I løbet af 4000-tallet f.v.t. ses flere større genstande og mere udbredt brug af kobber, så overgangen mellem bondestenalder (neolitikum) og kobberalder (kalkolitikum) skal snarere ses som en gradvis periode.

I kobberalderen blev de tidligere bønders stabile bosættelse afløst af mindre bopladser på højdedrag. Det nye mønster afspejler betydningen af forsvar og kan være udtryk for dannelse af en magtelite.

Den tidlige serbiske bronzealder deles typisk op i tre faser i perioden 3200-1750 f.v.t., tidlig bronzealder I, II og III. Den første fase (fase I) starter med Cotofeni-Kostolac-kulturen c. 3300/3200 f.v.t. (lokalt betegnet tidlig bronzealder 1 indtil c. 2800 f.v.t.). Tidlig bronzealder II løber fra c. 2850-2580 f.v.t. repræsenteret af Bubanj-Hum II-gruppen, men med en længere parallel "fase II-III" c. 3050/2600-2200/1700 f.v.t. repræsenteret af Belotić-Bela Crkva-gruppen som dermed potentielt overlapper med alle tre faser, med nogen usikkerhed. Tidlige bronzealder fase III er repræsenteret af Bubanj-Hum III omkring 2700/2500-1860/1640 f.v.t., parallelt med makedonsk Armenochori c. 2450-1825 f.v.t., og central-balkansk Armenochori c. 2200-1750 f.v.t. Der er således en del usikkerheder om hver fase, og sandsynligvis en del overlap i tid mellem faserne og de grupper der repræsenterer dem, og en masse kontakt og indflydelse med andre grupper i Balkan-regionen og Centraleuropa. Jordfæstegrave kendes hovedsageligt fra fase I (c. 3200-2800 f.v.t.), og en kombination af jordfæstegrave og kremering kendes fra Belotić-Bela Crkva-gruppen i fase II og III (c. 2700-2100 f.v.t.).

Maros-kulturen (c. 2700-1700 f.v.t.) falder også i Serbiens tidlige bronzealder, og strækker sig på tværs af det sydøstlige Ungarn, vestlige Rumænien og det nordlige Serbien. Maros-kulturen kendes især fra den store gravplads Mokrin med 300 grave, sandsynligvis aktiv i omkring 300 år mellem 2100-1800 f.v.t. Genetiske analyser af familierelationer og gravgaverigdom fra Mokrin tyder på at nogle kvinder flyttede ind hos husbondens familie ved giftermål, men ikke at det nødvendigvis altid foregik sådan. I Mokrin ser det også ud til at rige børnegrave mest var piger og ikke drenge, men da de førstefødte drenge mangler i det genetiske studie, kan det ikke udelukkes at kun drenge der var førstefødte kunne have rige grave, og at efterfølgende sønner måtte opnå status af egen kraft i løbet af deres liv. Det skal hertil nævnes at mønstre i gravrigdom ikke nødvendigvis afspejler mønstre i rigdom hos de levende. Der ser også ud til at være en generel tendens til at dem der var begravet tæt sammen i Mokrin var i familie med hinanden.

Den samme bebyggelsesstruktur som i kobberalderen kendetegner det meste af bronzealderen, i hvis tidlige afsnit udformningen af metalgenstande var påvirket af både ægæiske og centraleuropæiske typer.

I den mellemste bronzealder med Vatin-kulturen (c. 2000-1500 f.v.t.) udfoldede der sig navnlig i den nordøstlige del af landet en original kunst.

I den såkaldt "udviklede bronzealder" i Serbien kollapsede Vatin-kulturen, og der er tegn på indvandring af "Encrusted Pottery"-kultur folk fra Transdanubien som bestod i dele af Serbien indtil slutningen af bronzealderen kendt lokalt som kulturgruppen Dubovac-Žuto (i Serbien) og Brdo-Grla Mare (i Rumænien), især kendt for deres elaborerede figuriner, herunder Dupljaja-stridsvognene, samt hvidkalket ornamentik på deres keramik. Vatin-kulturens områder blev erstattet af Belegiš-kulturen som hovedsageligt praktiserede kremering af sine døde, kendt fra en stor mængde gravpladser, heriblandt (Gomolava, Karaburma og Feudvar). Belegiš-kulturen var især influeret fra Centraleuropa af tumulus- kulturen (som både har jordfæste- og kremeringsgrave) og "Channeled Pottery"-kulturen som udelukkende har kremeringsgrave i fladmarksgrave. Paraćin-kulturen i det centrale Serbien og Brnjica-kulturen i det sydlige Serbien, Kosovo og Metohija havde også primært kremeringsgrave. Dog kendes undertiden også jordfæstegrave fra Brnjica-kulturen fra to gravpladser i Iglarevo, hvor man også har fundet mykenske sværd og lange dekorative nåle. Den udviklede bronzealder viser også en intensivering af bronzeproduktion.

Den sene bronzealder, ca. 1200-900 f.v.t., er den mest intensive periode med enorme antal af bronzegenstande i rige metaldepoter. Denne periode er især repræsenteret af Gava-kulturen med sin sortpolerede keramik, en mere bofast livsstil, enorme gravpladser med kremerede døde, samt metaldepoter med redskaber, våben, smykker, og metalbarrer deponeret i store keramik eller direkte i jorden, især i Pannonien. På et tidspunkt i løbet af sen bronzealder blev de tidligere kulturers bopladser ødelagt og overtaget af folk fra "Channeled Pottery"-kulturen fra nord.

I jernalderen, fra ca. 900 f.v.t., kom landet under indflydelse af kulturerne Hallstatt og La Tène. I Vestserbien findes mange gravhøje. Flere høje rummer fyrstegrave; nogle af de rigeste er fra den mellemste førromerske jernalder, 500-350 f.v.t.: Atenica, Novi Pazar og Pilatovići, udstyret bl.a. med græske luksusvarer. Efter kelternes felttog langs Donau og indfald i Grækenland 280-279 f.v.t. slog den keltiske stamme scordiskerne sig ned i Serbien og grundlagde Singidunum, det nuværende Beograd.

• Lepenski Vir
• Serbiens historie indtil 1999
• Serbiens historie (oversigt)
• migration i forhistorien